Da bleff hved - & need Paa han svved: Da som nu Jaget ved at lefve, ved at aande, Ved hver Bevgelse saa stoor at vaer Smerte
Medens han gik Blandt Mennisker, vaer han frst: I Liivets ydre vaer der Skifte Lig det han hafvde flt i Liiv
De trller ham Med at troskyldig ham, Een Krafft aff Natur, Som Sanser Selfbedrag
Han useet blandt dem, streifer i sit Jag Lig Kvldens Farver, Aandedrag
For ingen Guderst hafver Git Svar paa hvem han skiulede Dmon, & Varulv kund Naffn paa det de aldrig kunde finde
End han - I hans Een Affgrund tung Som det Hav Der sine Dyb
Der - I Vintrens Flder han al Glde, Liiv, Mod &
Maanen, paanye, Hilser ham fra en Himmel
...Oc ved den lydende Som Fryckt i vver Skald de ffromme atter
The spell did breake and gave To hours Mankynde But then, as now, the Of living, breathing, yea ev'rie A burden approaching
he was As he with men On the of life - no change No change as the Beast
They fear him, fooles A power pure, nature Perception sans
Amongst he walks unseen Like a tint if The of Night
No of God did tell Man He did hide & Phantom, Daemon & Beast - Mere names to what they fear'd
But he - In his heart: An abyss As teh sea Which loves its
- An animal shadow the wintry soil All Hope, Joie & Life he
The Moone, anew, Bids him from a waning sky
... And by the Of his midnight shall be harvest agayn From the hearts of men