Da Trolddomen bleff hved - & Paa han svved: Da som nu Jaget ved at lefve, ved at aande, Ved Bevgelse saa stoor at nsten Dend Smerte
han gik omkring Blandt Mennisker, vaer han frst: I ydre vaer der intet Skifte Lig det han flt i Ulvens Liiv
De under ham Med at Sind ham, Een Krafft aff Natur, Som Sanser Selfbedrag
Han gliider useet dem, streifer i sit Jag Lig Farver, Nattens Aandedrag
For Guderst hafver nogensinde Git Mennisket Svar paa han skiulede Dmon, & Varulv Vaer kund Naffn paa det de kunde finde
End han - I hans Een Affgrund tung Som det Hav Der sine Dyb
Der - I Vintrens han al deris Glde, Liiv, Mod &
Maanen, paanye, ham fra en sunken Himmel
...Oc ved den lydende Som Fryckt i Natten de ffromme atter falme
The spell did and gave release To hours amongst But then, as now, the Of living, breathing, yea move A burden approaching
he was As he with men On the surface of life - no No change as the within
fear him, these fooles A power pure, unveil'd Perception sans
Amongst them he walks Like a tint if The breath of
No voice of God did Man what He did Werewolf & Phantom, Daemon & - Mere names to what they fear'd
But he - In his heart: An unfathomable As teh sea loves its deeps
- An shadow crawling the wintry soil All Hope, Joie & Life he
The Moone, anew, Bids him welcome a waning sky
... And by the Of his psalme Feare shall be harvest From the hearts of men